29-07-2021

Annoncer

Når man en regnvejrsdag sidder på Nettet - med hjælp fra de tobenede - så er jeg virkelig glad for, at jeg er endt der, hvor jeg er endt!
At tænke sig alle de annoncer, der findes for hunde på både den ene og anden hjemmeside. Nogle annoncerer for hvalpe af mere eller mindre ubestemmelig herkomst - det er jo til at forstå, når man er hanhund med mange dejlige hunhunde i nabolaget - men at forsøge at sælge disse hvalpe for mindre formuer, går over min forstand!
Godt nok beskrives disse hvalpe som værende af en bestemt race, men så har racerne ændret sig en del i de sidste par år.
Ikke nok med det, så er der gudhjælpende også tobenede, der vil "bortgive" gamle hunde på et godt stykke over udløbsdagen. Der burde faktisk være en grænse. 
Jeg har som udgangspunkt ikke noget imod, at ældre friske hunde må skifte hjem af forskellige årsager - men burde man ikke tænke lidt mere på hundens tarv, når den kommer op i årene.

Gud, hvor jeg elsker mit hjem -selvom jeg nok nogle gange har været tæt på, at blive "bortgivet"