03-07-2019

Ferie

Det har været hårdt at undvære sine venner fra stranden i mange dage, men jeg har været på ferie.

Til trods for klimaanlæg i bilen, så skulle jeg hilse og sige, at det var en lang og varm tur. Ankommet til feriehytten måtte jeg som det første lige pisse på dørtrinet til hoveddøren. 

Man er vel en høflig hanhund?

Herefter blev jeg ”udpeget” til lænkehund, og det var lige efter mit hoved at kunne gø af alt og alle på pladsen og ”skræmme” dem der kom for tæt på min hytte.

Ferien gik bl.a. med en hel del byture, restaurantbesøg og ikke mindst hundeudstilling - dog ikke at forstå, at jeg lod mig udstille - men bare det at møde andre af min race, og så lige at kunne ”forelske” sig i en lille sød pigehund, ja det var alle tiders.

Jeg mødte også min bror Cooper. Der var dog ikke den helt store gensynsglæde. Umiddelbart var det ikke til at se, at vi kommer fra samme kuld, da vi ikke på nogen måde lignede hinanden størrelsesmæssigt. Cooper er en lille spinkel hanhund, mens jeg jo er en stor kraftkarl.

Som afslutning på udstillingen blev der serveret kaffe og kage, og her påbegyndte jeg igen mit ”høflighedsvisit” – som dog kraftigt blev standset, inden det lykkedes for mig at lette ben i en rygsæk.

Flåter fik jeg også opsamlet på mine ture i ferielandet. Selv min mor kunne ”prale af” at være vært for et par stykker.  

Så i alt har det været en oplevelsesrig tur!